Carl Nielsens hyppigt spillede blæserkvintet har ofte voldt musikere problemer, fordi overleveringen af nodematerialet fra Carl Nielsens hånd udviser en række uoverensstemmelser, som er blevet gengivet forskelligt i en række trykte udgaver siden førsteudgaven fra 1923.
Selv om den filologiske udgave af værket i Carl Nielsen Udgaven i 2003 præsenterer værket i en gennemrevideret form, har det været et ønske fra mange musikere at få et nærmere indblik i værkets tilblivelse således som den afspejler sig i det brogede kildemateriale.
Udgaven gengiver samtlige musikalske kilder til kvintetten, ledsaget af udgiverens indledning til værkets tilblivelse og de forskellige kilders betydning og placering i overleveringen.