Katalogbog udgivet i forbindelse med den første udstilling i Det Kgl. Biblioteks nye udstillingssal, Montanasalen.
Emnet for udstillingen er ældre tiders danske brugsbøger, skillingstryk, romaner m.m.
Udstillingen tager udgangspunkt i et citat af en engelsk biblioteksmand: ’The dust of one age is the gold of another, som ofte anvendes, når talen falder på bevaring af kulturarven verden over. Citatet udtrykker, at det, der i samtiden kan forekomme værdiløst og ligegyldigt – f.eks. en reklamebrochure – kan få stor betydning som kulturhistorisk kilde for senere generationer.
Katalogbogen, der bærer samme navn som udstillingen, indeholder, foruden en indledning til emnet om ”De oversete bøger” af Karen Skovgaard-Petersen, 4 artikler som forholder sig til nogle af udstillingens emner:
- Charlotte Appel: Når det almindelige bliver sjældent – om abc’en og andre skolebøger
- Henrik Horstbøll: Kunsten at dø – ars moriendi
- Jens Henrik Koudal: Musikere, amatører og en ny type dansksprogede lærebøger
- Michael Harbsmeier: Et grønlandsk spejl
Katalogbogen kan læses uafhængigt af udstillingen og kan således ses som et supplement til et besøg i den nye sal.
Katalogbogen har dansk/engelsk paralleltekst