Fogh som køllesvingende hulemand, Nyrup med for lille cykelhjelm på og Schlüter, der fumler med gulvtæppet. Hvad en lederskribent skal bruge mange ord på at forklare, kan en tegner indfange med ganske få streger, så budskabet går lige igennem.
Traditionen for satiriske tegninger er gammel. Bladtegnerne har gennem mange årtier bidraget med deres vittige, skarpe iagttagelser fra den politiske debat. Med tegningerne har aviserne skabt sig et frirum, givet slip på den ellers tilstræbte objektivitet og ladet tegnerne få frit løb til at udtrykke deres tanker og kritik på en både underholdende, folkelig og begavet facon. Tegningerne afspejler ofte tegnernes politiske ståsted, og jo stærkere tegnerens ståsted er, desto stærkere er karikaturen.
Bogen er udgivet i forbindelse med udstillingen af samme navn, Danske statsministre – i bladtegnerens satiriske tegn, og indeholder knap 200 satiriske bladtegninger af danske statsministre gennem de sidste 150 år. Gennem billederne gives således indsigt i en politisk Danmarkshistorie, der er belyst på en anderledes og komisk måde og viser samspillet mellem demokrat, satire og ytringsfrihed.
Foruden det store billedmateriale med forklarende tekst indeholder bogen også fire artikler af henholdsvis Steffen Heiberg, Kristian Hvidt, Claus Seidel og Sofie Lene Bak. Steffen Heiberg giver blandt andet et historisk perspektiv på den politiske satiriske bladtegning og Claus Seidel et indblik i processen omkring dét at lave satiriske bladtegninger set fra en tegners synspunkt. Bogen er med forord af statsminister Anders Fogh Rasmussen og redigeret af Steffen Heiberg og Claus Seidel.